
Tun, Storøjet (Bigeye)
Thunnus obesus
- Vestlig og Centrale Stillehavet FAO 61, 67, 77, 81Line og stang
- Indiske Ocean FAO 51, 57; Atlanterhav FAO 21, 27, 31, 34, 41, 47: Azorerne, Madeira, Kanariske ØerLine og stang
- GlobaltPelagisk Langline, Snurpenot
Biologi
Tundåsen i supermarkedet syner måske ikke af meget, men fx gulfinnet tun kan blive op til to meter lang og veje op til 200 kilo.
Tun dækker over flere forskellige arter, de er hurtigtsvømmende fisk og kan bevæge sig op til 80 km/t. De lever i åbent vand i de store oceaner. Tunen kan svømme langt efter føde og danner gerne stimer bestående af op til 5.000 individer.
Udbredelse
Tun findes i alle tropiske og tempererede områder i verden, og nogle bestande bliver med jævne mellemrum også set i danske farvande.
Fiskeri
Bestande af storøjet tun i Atlanterhavet og det vestlige Stillehav er overfisket og er i det østlige Stillehav på et historisk lavt niveau. Bestanden i det Indiske Ocean er formentlig ikke overfisket, men data er mangelfulde. Langliner forårsager bifangster af truede arter. For mange albatrosser og andre havfugle er fiskeri efter tun den vigtigste grund til deres bestandstilbagegang. Fiskeri med stang og trolling er selektive, men bestande af de anvendte byttefisk kan være problematiske. Fish Aggregating Device (FAD) i snurpenotfiskeri kan få bestande af truede arter til at samle sig på åbent hav, bl.a. truede hajer og rokker, unge tun og andre truede fiskearter fanges dermed unødigt som bifangst. Dette er en primær årsag til bestandstilbagegangen for nogle af disse arter. Traditionelle stang- eller håndliner er meget mere selektive og bør foretrækkes.