Tun, Blåfinnet (Bluefin)
Thunnus maccoyii, Thunnus thynnus, Thunnus orientalis
- Nordvestlige Atlanterhavet FAO 21, Centrale Vestlige Atlanterhavet FAO 31Hånd og line
- Middelhavet FAO 37Hånd og line
- Indiske Ocean FAO 51, 57Vildfanget
- Nordvestlige Stillehavet FAO 61Vildtfanget
- Nordvestlige Atlanterhavet FAO 21, Centrale Vestlige Atlanterhavet FAO 31, Nordøstlige Atlanterhavet FAO 27, Østlige Atlanterhavet FAO 34Pelagisk langline
- Middelhavet FAO 37Snurpenot, Pelagisk langline
- Indiske Ocean FAO 51, 57; Nordvestlige Stillehav FAO 61Vildfanget
- Middelhavet FAO 37, Østlig Indiske Ocean FAO 57: Australien; Nordvestlig Stillehavet FAO 61: Japan; Østlig Centrale Stillehavet FAO 77: MexicoAkvakultur: Havbrug (netbure)
Biologi
Blåfinnet tun henviser til flere arter af tun af slægten Thunnus. Historisk og i de sidste årene har der været forekomster af blåfinnet tun i danske farvande. Blåfinnet tun er ca. 2-2,5 m lang og vejer omkring 225-250 kg. Den største atlantiske blåfinnet tun som man har registreret har haft en vægt på 679 kg.
Udbredelse
Tun findes i alle tropiske og tempererede områder i verden.
Fiskeriet
Globalt er alle blåfinnet tunbestande stærkt under pres pga. dens eftertragtede røde kød, som bruges i sushi verden over. Den atlantiske blåfinnet tun har været grundlaget for et af verdens mest lukrative kommercielle fiskerier. Bestandene af atlantisk blåfinnet tun er nu i bedring efter indførelse af fangstkvoter, sæsonbetingede lukninger og fiskeriredskabsrestriktioner. Men der er stadig stor usikkerhed om de anvendte bestandsvurderingsmodeller. Fiskeri med snurpenot har høje bifangster og forvaltning af det fiskeri anses for marginalt effektiv.
Akvakultur
Flere steder i Middelhavet, men også i Australien, Mexiko og Japan opdrættes blåfinnet tun, som er fanget som ungfisk fra vilde fiskebestande. Disse opdræt udgør et stort pres på økosystemet, da foderet består af store mængder pelagiske fisk, som ofte stammer fra ikke-bæredygtige bestande.