Brisling
Sprattus sprattus
- Nordøstlige Atlanterhav FAO 27Flydetrawl
Biologi
Brisling, også kaldet skarpsild, bliver op til 17 centimeter og er en lang, strålefinnet fisk i sildefamilien. Brislingen lever pelagisk, ofte nær overfladen. Den lever nærmere kysterne end silden, som den ellers minder om i levevis. Føden er plankton, fx små krebsdyr. Brisling er en meget vigtig fødekilde for havets rovdyr. De er kortlevende og producerer meget yngel, hvilket gør dem mindre modtagelige for overfiskeri.
Brislingen anvendes hovedsageligt som industrifisk, altså til fiskemel og fiskeolie, men sælges også som halvkonserves under betegnelsen ‘benfri sild’.
Udbredelse
Brisling er udbredt langs Europas kyster helt op til Nordnorge, den findes også i Sortehavet og Middelhavet, men ikke vestover i Island. Den er udbredt i de danske farvande og i hele Østersøen.
Fiskeriet
Generelt er brislingebestandene robust og fiskeriet er på et bæredygtigt niveau. Fiskeriet med flydetrawl har meget lille bifangst. Der er dog altid bifangster af sild, men deres mængde er reguleret. Redskabet har ingen kontakt med havbunden og skader derfor ikke havbundsdyr. Fiskeriforvaltningen er omfattende og effektiv.
Arten fiskes også af danske kystfiskere og fanges med passive fiskeredskaber. Kystfiskere driver oftest dagsfiskeri, hvilket betyder lokalt fanget og friskere fisk.