Laks, Atlanterhavslaks

Salmo salar

    • ASC-certificeret
      Akvakultur
    • Økologisk opdræt
      Akvakultur
    • Europa
      Akvakultur: Havbrug
    • Nordøstlige Atlanterhav FAO 27: Nordsø (IV), Østersø (IIId 22-31)
      Snurpenot, pelagisk langline, pelagisk garn, bundgarn
    • Nordøstlige Atlanterhav FAO 27: Finske Bugt i Østersøen (IIId 32)
      Pelagisk garn
    • Chile
      Akvakultur: Havbrug

    Biologi

    Laksen er en anadrom fisk, hvilket betyder, at den vandre fra havet op i ferskvandsvandløb, hvor den gyder. Den bliver klækket i ferskvand og lever i ferskvand indtil den vandrer ud til havet. Atlanterhavslaks kan blive op til 1,5 meter lang og veje 45 kg, men eksempler over 20 kg er usædvanlige. De fleste bliver normalt 3-5 kg, og omkring 70 cm lang. Langt størstedelen af den vildtfangede laks, som sælges i Danmark, kommer dog fra Stillehavet, nemlig fra vestlige Canada og Alaska, og stammer fra andre laksearter end atlanterhavslaksen. Lakseopdræt har udviklet sig eksplosivt i de sidste 40 år. Det, som før var en meget dyr fisk for de få, er nu blevet tilgængelig for de fleste.

    Udbredelse

    Atlanterhavslaksen er den eneste lakseart, som forekommer naturligt i Nordatlanten, herunder Østersøen.

    Fiskeriet

    De fleste populationer af den atlantiske laksebestand er fuldt udnyttet eller overfisket og den generelle tilstand er kritisk, især i Østersøen. Årsagerne til den kritiske bestandssituation ligger ikke kun i fiskeriet, men også i ødelæggelsen af levestederne, vandforurening og konsekvenserne af utilstrækkelige genoprettelsesforanstaltninger og i de negative effekter af lakseopdræt på de vilde bestande. Manglende eller fejlagtige rapportering af fangster er et yderligt problem. Laks fanges i Østersøen i dag hovedsagelig med garn og langline, og der er i den forbindelse problemer med bifangst. Da laksen er en vandrefisk er forvaltningen af arten særligt udfordrende.

    Akvakultur

    Opdrættet foregår hovedsagelig i Norge, Chile og Skotland i åbne netbure i havet, i flodmundinger eller fjorde. Trods stor forbedringer i produktionen er der stadig en række miljøbelastninger forbundet med opdræt fra åbne netbure til havs: 1) udslip af næringsstoffer, medicin og foderrester 2) spredning af lakselus og sygdomme til andre havbrug og til vilde fiskebestande 3) undslupne laks, som konkurrerer med lokale vildlaks 4) forstyrrelser i natur og landskab ved landbaserede anlæg. Nogle opdræt har et for højt forbrug af antibiotika, og det fiskeolie og fiskemel, der er i foderet, kommer ikke altid fra sunde fiskebestande. Et kg opdræt laks kræver 3 kg vildfanget fisk. Miljøregulering og bæredygtighedscertificeringer har i nogen grad hjulpet til at begrænse de negative effekter. ASC-certificeringen garanterer, at der stilles krav til opdrætterne om at vise større hensyn til miljøet, bruge bæredygtigt foder og generelt fortsætte med at foretage miljømæssige forbedringer i deres produktion.
    I Danmark findes der også intensive “Recirculating Aquaculture Systems” (RAS) for laks – altså fiskeopdræt i lukkede, recirkulerede anlæg på land. Det mindsker undslip af bestand og genetisk forurening og sygdomme kan dermed ikke sprede sig til vilde fisk.
    Forvaltningen af opdræt i Nordeuropa er omfattende og tilstrækkeligt vedligeholdt og kontrolleret, mens forvaltning i Chile endnu ikke er stærk nok.

    • Aquaculture Stewardship Council - 1
    • Organic - 1
    GAP