Kammusling

Pecten maximus, P. jacobeus, Mizuhopecten yessoensis, Placopecten magellanicus

    • Nordøstlige Atlanterhav FAO 27: Kattegat & Skagerrak (IIIa), Norskehavet (IIa)
      Håndplukket
    • Nordsøen (IVa-b), Vestlige Skotland (VIa), Keltiske Hav, Engelske Kanal (VIIa-h), Nord-centrale Biskayen (VIIIa-b)
      Håndplukket
    • Nordøstlige Atlanterhav FAO 27, Middelhavet FAO 37, Nordvestlige Stillehav FAO 61
      Bundskrab, Bundtrawl

    Biologi

    Kammuslinger findes over det meste af verden og anses som en delikatesse. Kammuslinger på det danske marked omfatter en række forskellige arter, hvor den mest værdsatte er stor kammusling (Pecten maximus), som kan blive mere end 15 cm (skallen).

    Udbredelse

    Stor kammusling lever i det nordøstlige Atlanterhav, fra Norge i nord til De Kanariske Øer i syd. Den findes ikke i Middelhavet og Østersøen. Dybhavskammuslingen (Placopecten magellanicus) findes i det nordvestlige Atlanterhav langs det nordøstlige USA og Canada.

    Fiskeriet

    Skraberedskaber og bundtrawl i fiskeriet efter kammuslinger kan have skadelig indvirkning på havbunden og ødelægge sårbare levesteder. Disse fiskemetoder kan også være forbundet med bifangst af truede og sårbare arter som fx rokker, koldtvandskoraller. I modsætning er håndplukning som fangstmetode meget mere bæredygtigt og selektivt.

    Akvakultur

    Muslingekulturer foregår med net og har næsten ingen miljøpåvirkning. Muslingerne behøver ikke at blive fodret, og der anvendes ingen kemikalier. Til opdræt af kulturer fanges vilde muslinger eller dyrene opdrættes i yngleområder. Efter tre år høstes de med muslingeskraber. Miljøpåvirkningen på muslingebanker er ikke så store sammenlignet med fiskeri efter vilde bestande, da arealet kun bliver brugt til den enkelte kulturbanke.