Jomfruhummer
Nephrops norvegicus
- Nordøstlige Atlanterhav FAO 27: Skagerrak (FU3), Kattegat (FU4)Tejner
- Nordøstlige Atlanterhav FAO 27Bundtrawl
Biologi
Jomfruhummeren er en slankere version af hummeren. Jomfruhummeren lever ned til 800 m dybde og foretrækker mudret bund, hvor den graver huler. Om dagen skjuler den sig i tunneller og huler – godt gravet ned i havbunden. Om natten forlader den sit bo for at finde føde. Jomfruhummeren bliver sjældent mere end 20 cm. Jomfruhummerfiskeriet er et af de økonomisk vigtigste fiskerier i Danmark.
Udbredelse
Jomfruhummer lever i det østlige Atlanterhav, fra Island, Færøerne og Norge i nord til Vestafrika i syd. Jomfruhummer findes ikke i Østersøen.
Fiskeriet
Fiskeri med tejner efter jomfruhummer er en skånsom fiskerimetode med meget begrænset påvirkning af havbunden. Tejnerfiskeri er en selektiv fangstmetode både med hensyn til arter og størrelser og resulterer oftest i landinger af meget høj kvalitet. Kommercielt tejnerfiskeri efter jomfruhummer praktiseres især i Sverige og Skotland og til dels også i Norge og Færøerne. Jomfruhummerfiskeriet med bundtrawl har en skadelig indvirkning på sårbare levesteder og bunddyr. Derudover forekommer der i bundtrawlfiskeriet en betydelig bifangst af andre arter udover jomfruhummere under mindstemålet. Anvendelse af sorteringsriste (for at undgå bifangst), forbud mod udsmid og forsøg med at identificere sårbare habitater er nogle af ting, som i de senere år er sat i værk for at fremme et mere bæredygtigt jomfruhummerfiskeri. Bestande bliver forvaltet med årlige fangkvoter og med mindstemål og specifikationer for redskaberne.