Blåmusling

Mytilus edulis, Mytilus chilensis, Mytilus sp..

    • Nordøstlige Atlanterhav FAO 27: Skagerrak & Kattegat (IIIa), Nordsøen (IVa)
      Håndplukket
    • Hele verden
      Akvakultur: Dyrket på line
    • Nordøstlige Atlanterhav FAO 27: Limfjorden
      Muslingeskrab
    • Nordøstlige Atlanterhav FAO 27: Vadehavet (Tyskland, Holland, Danmark)
      Bundkultur (akvakultur), muslingskrab

    Biologi

    Blåmuslinger samler sig i banker på hårde overflader (sten, rev, moler, broer etc.) i næringsrige områder. Nogle kolonier kan være op til 12.000 individer per m2. Hvis betingelserne er rigtige, kan blåmuslinger blive op til 10 cm. Muslingebænke danner grundlaget for forekomsten af mange andre arter, der lever på og mellem dem.

    Udbredelse

    Blåmuslinger lever i lavvandede farvande fra Barentshavet i nord til Spanien i syd. I Danmark findes blåmuslingerne ned til 10 meters dybde.

    Fiskeriet

    Man fisker efter blåmuslinger på vilde muslingebænke og kulturbanker med muslingeskraber, som påvirker havbunden dels ved at ændre strukturen i sedimentet og dels ved at skade de organismer der rammes af redskabet. I Europa foregår blåmuslingefiskeri tit i områder med særlig værdi for naturbeskyttelse og også i Danmark udøves blåmuslingefiskeri indenfor flere marine naturbeskyttelsesområder (“Natura 2000 områder”). Man skraber også efter yngelblåmuslinger til kulturbankeanlæg, hvilket også har en negativ påvirkning af bundmiljøet.

    Akvakultur

    Muslinger filtrerer madpartikler ud af vandet og behøver derfor ikke foderindtag i opdrætsanlæg. Produktion af blåmuslinger udgør den største andel af det samlede skaldyrsopdræt i Europa. Allerede i det 13. århundrede omtales opdræt af blåmuslinger på træpæle i Frankrig. Indsamlet yngel kan udlægges på særlige kulturbanker eller dyrkes på liner. Akvakulturer, der ikke påvirker livet på havbunden, dvs. hængende eller på piler, betragtes som positiv.