Stenbider

Biologi

Stenbider-hunnen kaldes også en kvabso. Stenbideren vandrer langt for at komme til de dybere vandlag, hvor den opholder sig om vinteren. Tilsvarende rejser den til lavere og varmere vand om sommeren.
Stenbideren lever ned til 900 meters dybde og foretrækker stenet bund, men gemmer sig undertiden også mellem tangplanter på lavere vand. Hunnerne bliver sjældent mere end 50 cm, hvilket dog er større end hannerne, som maksimalt bliver 30-40 cm og kan veje op til 4.5 kg.

Udbredelse

Stenbideren lever i hele Nordatlanten fra Nordamerika, Grønland, Island, Barentshavet og ned til Portugals kyster.

Fiskeriet

Stenbider fanges for sin rogn (undtagen i Island, hvor kødet også spises). Traditionelt bliver den fanget med garn og hannerne blevet smidt ud, men blandt danske garnfiskere er der nu flere som også sælger hannerne. Der kan forekomme bifangst af truede arter som fx havpattedyr, bundlevende hajer og rokker. Fiskeriet med bundtrawl kan medføre destruktiv påvirkning af havbunden og høje bifangstrater af havbundsdyr. Størrelsen af stenbiderbestandene i Nordsøen, Skagerrak og Kattegat er ukendt.
Denne art fiskes af danske kystfiskere og fanges med passive fiskeredskaber, som har en lav påvirkning af havbunden og er meget selektiv. Ligeledes driver kystfiskere oftest dagsfiskeri, hvilket betyder lokalt fanget og friskere fisk.

*MSC
WWF er i løbende dialog med Marine Stewardship Council (MSC) for at skabe forbedringer inden for centrale områder af MSC’s certificeringssystemer for fisk og skaldyr. På nuværende tidspunkt mener WWF, at der er behov for, at MSC lave en række ændringer i deres standard for fortsat at bevare sit ry som verdens førende standard for certificering af fisk og skaldyr. WWF er i mod visse MSC-certificerede fiskerier, som WWF mener ikke burde have været certificeret som bæredygtige og godt forvaltede. Klik her for at læse hele WWF’s erklæring om behovet for reformer i MSC.