Stenbider

Biologi

Stenbider-hunnen kaldes også en kvabso. Stenbideren vandrer langt for at komme til de dybere vandlag, hvor den opholder sig om vinteren. Tilsvarende rejser den til lavere og varmere vand om sommeren.
Stenbideren lever ned til 900 meters dybde og foretrækker stenet bund, men gemmer sig undertiden også mellem tangplanter på lavere vand. Hunnerne bliver sjældent mere end 50 cm, hvilket dog er større end hannerne, som maksimalt bliver 30-40 cm og kan veje op til 4.5 kg.

Udbredelse

Stenbideren lever i hele Nordatlanten fra Nordamerika, Grønland, Island, Barentshavet og ned til Portugals kyster.

Fiskeriet

Stenbider fanges for sin rogn (undtagen i Island, hvor kødet også spises). Traditionelt bliver den fanget med garn og hannerne blevet smidt ud, men blandt danske garnfiskere er der nu flere som også sælger hannerne. Der kan forekomme bifangst af truede arter som fx havpattedyr, bundlevende hajer og rokker. Fiskeriet med bundtrawl kan medføre destruktiv påvirkning af havbunden og høje bifangstrater af havbundsdyr. Størrelsen af stenbiderbestandene i Nordsøen, Skagerrak og Kattegat er ukendt, men forskerne mener at der er en risiko for at bestandene er ved at bryde sammen i en eller
alle delbestandene.
Denne art fiskes af danske kystfiskere og fanges med passive fiskeredskaber, som har en lav påvirkning af havbunden og er meget selektiv. Ligeledes driver kystfiskere oftest dagsfiskeri, hvilket betyder lokalt fanget og friskere fisk.