Ål

Biologi

Røget ål er en traditionel spise til påske, men på grund af ålebestandens alarmerende tilstand kan der gå mange år før, man igen kan spise ål ved højtiderne uden dårlig samvittighed.

Ålen er en slangelignende fisk, og der er flere ålearter. Den europæiske ål har tidligere været vidt udbredt i Europa, fra Norge i nord til Egypten i syd, men ålen er nu på kanten til at forsvinde. Ål bliver typisk 80-100 cm lange og kan blive mere end 100 år gamle i fangenskab. Ålens liv begynder som larve i Sargassohavet. Ål-larverne driver med Golfstrømmen til de europæiske kyster inden for tre år. Den unge ål, kendt som glasål, forbliver enten i kystområder eller svømmer op i vandløbene og vokser sig stor (gulål), indtil den som blankål vender tilbage til Sargassohavet på den anden side af Atlanterhavet for at gyde. De voksne dyr dør efter gydning.

Udbredelse

Den europæiske ål (Anguilla anguilla) findes i hele Europa og Nordeuropa, i Nordafrika, Middelhavet og Sortehavet.

Fiskeriet

Bestandsstørrelser af alle ålearter er faldet i løbet af de sidste årtier og er i alarmerende tilstand: den europæiske ål (A. anguilla) er opført som kritisk truet på IUCN’s rødliste (Den Internationale Organisation for Naturbevarelse), mens den japanske ål (A. japonica) og den amerikanske ål (A. rostrata) er opført som truede. Alle stadierne af ål (glasål, gulål og blankål) er på et historisk lavt niveau, og ålen er særdeles følsom over for fiskeri.

Akvakultur

Opdræt af ålen er afhængig af fangsten af unge glasål, fordi ålen ikke kan reproducere i fangenskab. Ål er kødædende med et højt energiforbrug, hvorfor produktionen af et kilo ål kræver mere end 5 kg vildt fisk. Som følge heraf er de vilde fiskebestande yderligere belastet. På grund af den alarmerende bestandssituation frarådes der fangst af glasål til kommerciel akvakulturproduktion.