Torsk

Biologi

Torsken er en af vores mest elskede spisefisk. Der er tre arter af slægten Gadus: den Atlantiske torsk og Stillehavstorsk og Alaskasej.
Torsk lever oftest tæt ved havbunden, ned til 600 m dybde. De fleste torskebestande vandrer langt mellem deres leveområder og gydepladser. Torsk var engang endnu mere udbredt end i dag og har i århundreder været en vigtig handelsvare og fødekilde for befolkningen langs kysterne i Nordatlanten. I dag er bestandene betragteligt reduceret, og i 1992 forsvandt verdens største torskefiskeri ud for Newfoundland efter langvarigt og massivt overfiskeri.

Udbredelse

Den Atlantiske torsk lever i det nordlige Atlanterhav, men Stillehavstorsken lever i det nordlige Stillehav og begge arter kan findes i det nordlige polarhav.

Fiskeriet

Torskebestanden i Barentshavet er forholdsvis robust, men i nogle af fiskerierne kan der forekomme skadelig påvirkning af havbunden og bifangst af sårbare arter. Gydebiomassen af torskebestanden i Nordsøen er under biologiske sikre grænser og fangsterne skal reduceres markant for at sikre en bæredygtigt fiskeri. Torskefiskeri i Nordsøen med bundtrawl har i nogle områder en destruktiv indvirkning på sårbare levesteder, og der kan forekomme bifangst af truede og sårbare arter (fx hajer og rokker). Anbefalingerne for torsk fra Kattegat, den Engelske Kanal, det Keltiske Hav og det østlige Østersø er en “nul-fangst”, altså en fiskeristop. Torsk fiskes af danske kystfiskere og fanges med passive eller semi-passive, selektive fiskeredskaber, som har en lav påvirkning af havbunden og er meget selektiv. Ligeledes driver kystfiskere oftest dagsfiskeri, hvilket betyder mindre brændstofforbrug og friskere fisk.

Akvakultur

Torsken er en kødædende fisk med højt energiforbrug og kræver fiskemel og olie til vækst. Produktionen af en kilo opdrættet fisk kræver mere end fire kilo vildt fisk. Foderstoffer kommer normalt ikke fra bæredygtige kilder, og foderproduktionen forurener desuden de vilde fiskebestande. Opdræt i åbne netværk fører til forskellige forringelser af havmiljøet. Således forårsager næringsstoffer og foderrester i det omgivende vand en ophobning af næring og dermed forringelse af levevilkårene for havbundsdyr bl.a. pga. mangel på ilt. Derudover er der faren for, at der overføres sygdomme til vilde fisk.